Mange af os lever med gener hver dag, som vi ikke kan finde en logisk forklaring på. Vi prøver at forstå meningen med, hvorfor vi har det, som vi har det. Det er jo meget fornuftigt at være nysgerrig på sit helbred. Desværre er det sådan for mange, at når vi finder en mening med det, går vi i stå og accepterer forholdet.

En diagnose er en klinisk bedømmelse af en sygdom eller problematik ud fra symptomer. Man måler på såkaldte biomarkører. For eksempel er en biomarkør for cøliaki (glutenallergi) immunforsvarets antistoffer imod gluten. Når immunforsvaret overstiger et vist aktivitetsniveau og producerer tilstrækkeligt antistoffer, diagnosticeres det cøliaki. Diagnoser gør det effektivt indenfor det etablerede sundhedssystem at identificere behandlingsmetoder. Ved cøliaki fjernes indtaget af gluten.

Der findes mange diagnoser og endnu flere symptomer, da diagnoser blot er en måde at kategorisere på ud fra symptomer. Typisk afhænger diagnoser af flere symptomer, men samme symptomer kan også indgå under flere diagnoser. Derfor er det vanskeligt at finde diagnoser for ting, man endnu ikke helt har fået afklaret videnskabeligt.

Irritabel tyktarm er et rigtig godt eksempel. Det er en udefinerbar tilstand i tarmen, som rummer rigtig mange forskellige symptomer og er virkelig vanskelig at definere i det etablerede sundhedssystem. Det er f.eks. først inden for få år blevet fastgjort, at irritabel tyktarm involverer hele tarmen og ikke kun tyktarmen.

Fordi irritabel tyktarm rummer så mange symptomer, gennemgås ofte mulighederne for nærtliggende diagnoser, som cøliaki. Når diagnoserne er gennemgået og forkastet, har vi diagnosen irritabel tyktarm tilbage, der oftest anvendes som en skraldespandsdiagnose.

Det paradoksale ved netop sådan en diagnose er, desværre, at vi får stillet en diagnose, som endnu ikke giver afklaring på vores ønske om at forstå, hvorfor vi har det, som vi har det. Vi er altså ikke blevet klogere på vores helbred, men vores behov stilles med en diagnose og vi accepterer forholdene. For at sætte det i et andet lys, har vi fået en diagnose, der hedder "vi ved det ikke".

Kerneproblemet er, at vores viden indenfor sygdomslære stadig er begrænset. Vi kan ikke klandre sundhedsvæsenet for ikke at vide det hele endnu. De arbejder utrætteligt på at finde sandheden til sygdom og mon ikke de vil nå frem til den en skønne dag.

Indtil da har vi gennemgået en masse observationer gennem sundhedssystemet og hvis vi tør åbne øjnene op for det, er vi blevet klogere på én ting. En meget vigtig ting. Vores sygdomshistorie.

Vi er blevet observeret fra ende til anden for en masse symptomer, der kan fortælle os en masse om, hvad der sker inde i os. Det kan vi bruge i ernæringsterapien, som vi vender tilbage til om lidt.

Derudover har vi fået afkræftet nogle diagnoser, som vi kan vælge at se som en form for udelukkelsesmetode, lidt ligesom selve udredningen for irritabel tyktarm.

Nogle mennesker søger trygheden i en diagnose, fordi det giver dem vished om, hvor alvorlig situationen er. Det giver rigtig god mening og kan give en sindsro, der ellers havde været svær at tilfredsstille med uvisheden. Vigtigt er det alligevel, at vi kan skelne mellem os selv og diagnosen. Det kan være en stor problematik, hvis vi begynder at identificere os selv med vores diagnose.

Diagnosen bliver en del af vores identitet. Sygdommen er med til at skabe os som person og beskriver, hvem vi er. I hvert fald i vores selvbevidsthed. Problemet med at lade tanker som dem definere os er, at vi udover at være fysisk begrænset også begrænser os selv rent mentalt.

De fysiske rammer, der begrænser os, går fra at være en fysisk begrænsning ift. kost og livsstil til også at være en mental og social begrænsning. Vores generelle helbred og velvære bliver altså nedsat gennem denne identitetskrise. Når vi så pludselig bliver diagnosticeret med noget, der er udefinerbart, som f.eks. irritabel tyktarm, bliver vi selv udefinerbare.

Det er et alvorligt problem, fordi vores opfattelse af os selv går fra at være en person, der har en diagnose, som er svær at udrede til, at vi får svært ved at forstå eller hvile i os selv. Det mener vi måske heller ikke, at andre vil være i stand til og det skaber en risiko for at ekskludere os selv fra det sociale. Som menneske kan vi gå i sådan en virkelighed (vores egen virkelighed) i flere år og ubevidst begrænse vores egen livsglæde.

Det kan bidrage til en dybere psykosocial problematik, som påvirker os både socialt og mentalt samt fysisk på et dybere plan. Det alene kan begrænse vores værd, selvopfattelse og livsglæde, men lige så vel vores levevis, spisevaner og fysiske velvære.

I ernæringsterapien giver det mening, at vi betragter hele mennesket, fordi det giver os mulighed for at identificere sådanne problematikker. Problematikker, der ligger dybt i det ubevidste, men stadig er aktive. Det tillader os at gribe fat i flere aspekter, der tilsammen øger sandsynligheden for at opnå det mål, vi ønsker. Det er én af grundene til, at vi under ernæringsterapi behandler ud fra at lære det hele menneske at kende og ikke blot ud fra en diagnose.