Tarmdiagnoser er en samling af forskningsbaserede kategorier for sygdom, som man forsøger at behandle homogent. Hvis man ønsker at indtænke det hele menneske og at se det enkelte menneske som unikt, hvad kan man så bruge en diagnose til?

Jeg bliver af og til spurgt ind til, hvilke anbefalinger jeg har til behandlingen af irritabel tarm, Colitis Ulcerosa, Crohns syge osv. De er alle tarmsygdomme af forskellig art, der plager tusindvis af danskere.

Til dem siger jeg: ingenting. Det vil jeg gerne give en forklaring på. Selvfølgelig afviser jeg dem ikke ved døren, men min tilgang til diagnoser er måske en helt anden, end hvad du er vandt til. Lad mig forklare.

Det er sådan, at diagnoser generelt anvendes til at kategorisere forskellige tilstande af sygdom i en homogen kasse. På den måde sigter man efter at behandle dem ensformigt gennem en målrettet og evidensbaseret tilgang.

De er klassificeret ved forskellige symptomer, som oplevelser af ubehag i maven eller prøver på blod og væv. Behandlingen er derefter målrettet de symptomer for at bedre dem - altså symptomerne.

Det er i min optik skævt forstået at behandle et forhøjet immunforsvar med immunreducerende midler uden at forstå årsagen til det forhøjede immunforsvar. Hvis der løber vand ud på dit køkkengulv hver dag, tørrer du det så op og lader som ingenting eller vil du begynde at undersøge, hvor vandet kommer fra?

Jeg er på samme måde ikke interesseret i diagnoser. De har det med at fjerne vores blik fra at forstå kroppen som helhed til i stedet at generalisere os. Synes du, at du er magen til alle andre?

Vi er forskellige og derfor kræver det også, at du får en skræddersyet behandling, der passer til dig. Men først skal vi forstå dig. Hvad er årsagen til, at du har det, som du har det og hvad skal vi så gøre for dig i lige netop dit tilfælde. Det kan man ikke forske i - og det skal man måske heller ikke.

Vores fordøjelse er meget kompleks og gør det svært at kategorisere tilfælde med sygdom. Det er selvfølgelig en nødvendighed for, at vi kan blive klogere på udviklingen af sygdom og akut behandling af kritiske symptomer. Det er derimod vanskeligt at behandle diagnoser, fordi vi glemmer at betragte det hele menneske og bevare vores nysgerrighed.